Indhold
Du er her: Forside > Om Rabarberlandet
Nyheder

Projekt Rabarberlandets Vision

Projekt Rabarberlandet arbejder for Nørrebro

Siden 1993 har Projekt Rabarberlandet koordineret en række projekter og tilbud for borgere på Indre Nørrebro. Vi dækker den del af Nørrebro, som ligger vest for Nørrebrogade og syd for Jagtvej, dvs. kvarteret vest for kirkegården, som i gamle dage kaldtes Rabarberlandet, samt Blågårdsgadekvarteret, tidligere kendt som Den Sorte Firkant. I dette område bor der i alt 14.000 mennesker fra hele verden og alle samfundslag.

Forskellighederne er Nørrebros styrke

Nørrebro er et bohemekvarter med intellektuelle, kunstnere, autonome, indvandrere og en rig mangfoldighed af foreninger og klubber i sidegaderne. Nørrebro vil aldrig blive en ghetto, for det er vi alt for forskellige til. Det er derfor, vi kan lide at bo her.
Desværre er der udsatte grupper i kvarteret, som har svært ved at finde en værdig plads i samfundet. Projekt Rabarberlandets mål er at skabe accept og netværk mellem kvarterets forskellige kulturer og at gøre ressourcesvage beboere stærke ved at engagere dem i lokalmiljøets mange aktiviteter. Derfor samarbejder vi med en lang række foreninger i kvarteret, og vi har været initiativtagere til en række projekter og tilbud, som i dag er selvkørende.

Projekt Rabarberlandet sætter beboernes behov i centrum

Projekt Rabarberlandets arbejde tager udgangspunkt i beboernes ønsker og kompetencer. Vi vil gøre Nørrebro til et bedre sted at leve, hvor alle føler sig hjemme, og kan genkende sig selv og sine værdier, ved at skabe sammenhold på tværs af kulturer.
Sammen med beboere og frivillige koordinerer vi en række forskellige aktiviteter, hvor beboere kan mødes på tværs af traditioner og kulturer. Vi laver opsøgende arbejde på gaden, for at få børn og unge, der laver ballade, indvandrere, der ikke taler dansk, isolerede ældre og mange andre involveret i vore mange tilbud og aktiviteter.

Ingen er overflødig. Vil du også være med?

Projekt Rabarberlandet består af en lille gruppe medarbejdere samt en stor gruppe frivillige. Vores medarbejdere og frivillige kommer fra mange aldersgrupper, kulturer og sociale lag, da det er vigtigt for os, at medarbejdere og frivillige matcher kvarterets beboere. Du kan også blive frivillig eller deltage i nogle af vore mange aktiviteter.

Læs mere om Projekt Rabarberlandets historie og succeser i menuen til venstre.

 
  Senest opdateret den 14/10-2005 10:53