Indhold
Du er her: Forside > Om Rabarberlandet > Samarbejdspartnere > Beboerforeningen Blågården
Nyheder

Beboerforeningen Blågården

Beboerforeningen Blågården er en afdeling (1-85) i FSB bolig.
Boligerne er lejeboliger i almennyttigt byggeri.
Byggeriet er opført i tre etaper i årene 1979-81, 1981-83 og 1983-85. Bebyggelsen består af 11 karreer med i alt 863 lejligheder, 6 erhvervslejemål og 2 institutioner.
Den samlede afdeling ledes af en beboervalgt afdelingsbestyrelse, der vælges af og blandt beboerne på beboermødet i foråret.
Beboerforeningens sekretær er Bo Langgaard, der kan træffes på Boligkontoret, Blågårds Plads 19, efter aftale, på mail eller på telefon 35 24 51 52.

Siden byggeriet var nyt har afdelingen haft både en politisk og en boligsocial profil. Allerede i 1984 besluttede beboermødet at ansætte en beboerrådgiver, og den ordning har været i Blågården lige siden. I 1998 indgik Blågården og det daværende Projekt Rabarberlandet en samarbejdsaftale (gældende fra 1999), således at Blågårdens beboerrådgiverordning blev en del af en samlet bydelsordning, samtidig med, at det boligsociale arbejde kom til at omfatte hele bydelen. Samtidig opnåede man støtte fra Socialministeriet, Københavns kommune og Landsbyggefonden til en fortsat ordning. Læs mere om udviklingen her.

Politisk har beboerne og de siddende afdelingsbestyrelser markeret holdninger: I 80'erne f.eks. mod atomkraft (Blågården: Atomvåbenfri Zone), i 90'erne og nu at arbejde boligpolitisk, bl.a. med at integrere de mange nye beboere af anden etnisk oprindelse end dansk i boligerne og bylivet. Dette arbejde er en del af et samlet indsatsområde.

Beboerrådgiverordningen har siden starten været baseret på at yde rådgivning og vejledning samt service og bistand til beboerne i Blågården. Samtidig har det været formålet at yde støtte til gennemførelse af beboeraktiviteter til såvel børn og unge som voksne.
Alle beboere i Blågården er velkomne til at henvende sig.
I begrænset omfang kan personlig rådgivning og vejledning også gives til andre beboere i bydelen.

Beboerforeningen Blågården har i dag 3.970 beboere (1/1 2004), hvoraf 41 %, svarende til 1.631 er børn og unge under 18 år.
2.723 beboere, svarende til 69 % af alle beboere, er ifølge Danmarks Statistik indvandrere/flygtninge eller efterkommere af indvandrere/flygtninge.
Statistisk bor der 4,6 beboere pr. lejemål i Blågården.

Hvis du vil vide mere om at leje bolig i Blågården, kontakt FSB bolig.

Hvis du vil vide mere om Beboerforeningen Blågården, så klik her.

 
  Senest opdateret den 13/03-2006 16:51